TRÆ · Sydhavnen · 28. maj 2025
Når det, ingen taler om, bliver til forretning
Combine – women, network & wine

Forestil dig, at forskning i mænds kroppe blev stoppet, fordi nogen syntes emnet var ulækkert. Det spørgsmål blev stående i luften længe efter aftenen i TRÆ var slut.
Vi mødtes i stuen hos TRÆ – et af Sydhavnens smukkeste bæredygtige byggerier. Ulf Gaardsted fra Companyons bød velkommen med en kort rundvisning i huset, og mens han viste rundt, fik alle et netværkskort i hånden: ét spørgsmål, én fremmed, én god samtale. "Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået af en fremmed?" stod der på et af kortene. Simpelt, men det virkede – inden aftenens oplæg overhovedet var begyndt, havde de fleste allerede byttet mindst ét kort og mødt mindst ét nyt menneske.
Maden var lækkert forberedt af Det Kærlige Måltid, en non-profit-organisation stiftet af Charlotte Thyberg, der laver mad til børnefamilier ramt af sygdom og til daglig holder til netop i TRÆ. Laura Rye præsenterede arbejdet for os på aftenen. I glassene: lækre spanske vine fra Grapeland og Charite Nielsen, der har sin egen specialbutik i Aarhus C og kun vælger vin efter smag, kvalitet og karakter – hun skænker aldrig andet, end hun selv ville drikke.
Aftenens oplæg
Sara Kindberg Adelskov
Founder & CEO, GynZone & Vulva Enterprise
Sara talte om, hvordan mangel på uddannelse bliver til forretning og forandring. GynZone er en online platform, der lærer jordemødre og læger verden rundt at sy efter bristninger med de nyeste principper – og Sara har selv rejst verden rundt med griserøve under armen for at træne teknikken, så kvinder, der brister under fødsel, får de allerbedste forhold bagefter.
Matilde Fevre
CEO, LaevaCare
Matilde fulgte op med tal, der fik flere til at sætte kaffen ned: 56.000 kvinder føder hvert år i Danmark, og over 600.000 danske kvinder lever i dag med bækkenbundsgener efter en fødsel – gener der koster samfundet 1,5 milliarder kroner årligt. 20 procent ender med en operation. 50 procent lider af inkontinens. Alligevel er det et emne, alt for mange lever med i stilhed. Matildes svar er en diskret, funktionel støttetrusse med ekstra pude, designet til kvinders hverdag og udviklet med empati, ambition og mod.

Ambitionen stopper ikke ved Danmarks grænser: alene i Norden føder 260.000 kvinder årligt, og i hele Europa er tallet 4,4 millioner – et marked, LaevaCare har sat sig for at nå efter først at validere i Danmark.
Der blev talt om skedeprutter, bristninger og menstruationsblod – lige så naturligt som om investering, iværksætteri og patentansøgninger. Ikke fordi det var provokerende, men fordi det aldrig burde have været andet end naturligt.
"Det faglige niveau var absurd højt, og sikke en ære at få indblik i deres hverdag, deres arbejde, jagten på investering – alt sammen med en kant, humor og en ligefremhed, man kun kan beundre."
En af aftenens gæster satte ord på det, mange gik derfra med:
"Hvor vanvittigt mange kloge, sjove, modige og generøse kvinder der sad i det rum. Hvor meget erfaring, viden og energi der blev delt – og hvor meget vi egentlig gerne vil hinanden."
Det var den samme uge, hvor regeringens nye grundlag for første gang for alvor gav plads til kvinders sundhed som politisk tema. Der er stadig langt fra ord til handling. Men i TRÆ den aften var samtalen allerede i gang – og den holdt ikke sig tilbage.
